Aarhus Studenter-Sangere

Aarhus Studenter-Sangere er et mandskor med tilknytning til Aarhus Universitet. Koret er stiftet i 1930, kort efter oprettelsen af universitetet.

Koret arbejder ud fra den skandinaviske mandskorssangtradition, der giver koret et meget stort repertoire, som mange nordiske komponister har bidraget til. Koret arbejder i den forbindelse med værker af f.eks. Peter Heise, Lange-Müller, N. W. Gade, Carl Nielsen, C. M. Bellman, Grieg, Sibelius - for blot at nævne nogle få.

Koret har gennem tiderne suppleret det nordiske repertoire med mange forskellige værker af komponister fra hele verden, spændende fra kirkemusik fra middelalderen til amerikansk barber-shop og swing. Vi lægger vægt på løbende at udvikle os kunstnerisk og give både gamle og nye sangere udfordringer, der kan sikre et højt engagement i sangergruppen. Koret består af pt. ca. 20 sangere fra 30 til 70 år. Vi holder prøver hver tirsdag aften og supplerer med øveweekender op til en vigtig koncert eller korrejse.

Aarhus Studenter-Sangere har haft tradition for at give mange koncerter i Danmark og i udlandet. Koret afholder mellem 5 og 10 årlige koncerter i Danmark, og tager på koncertrejser og besøg hos venskabskor i Skandinavien. Koncertrejserne har i årenes løb bragt os til bl.a. USA, Island, Holland, England, Italien, Tyskland, Østrig, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet, Bulgarien og Estland.

Målet med rejser og koncerter er at give andre musikalske oplevelser til publikum, introducere andre til den skandinaviske mandskorssangtradition og herudover opleve andre kulturer med udgangspunkt i sang og musik.

Koncert sammen med venskabskoret Akademiska Kören 2017

 

Koncert Valborg aften 2011

 

Tall Ship Århus 2007